Godkendt af Socialtilsynet

De Personlige Hjælpere er godkendt

Socialtilsyn Øst har officielt godkendt De Personlige Hjælpere som BPA-leverandør. Som en af de første virksomheder, der har opnået denne godkendelse, er det en vigtig milepæl, der markerer vores dedikation til at levere kvalitet og professionalisme i vores arbejde.

Godkendelsen er resultatet af en grundig proces, hvor Socialtilsynet blandt andet har vurderet vores økonomiske bæredygtighed og udtalt:
“Socialtilsynet har således kunne konstatere, at der skulle være tilstrækkelig likviditet til at opfylde nuværende og fremtidige økonomiske forpligtelser, efterhånden som forpligtelserne forfalder.”

Yderligere har Socialtilsynet bemærket vores fokus på ledelse og udvikling:
“… socialtilsynet har kunnet konstatere, at virksomheden har en kompetent ledelse, der benytter sig af ekstern faglig supervision eller anden form for sparring for ledelse og medarbejdere.”

Vi er også blevet anerkendt for vores omfattende viden om ansættelsesret, både i ledelsen og blandt vores administrative medarbejdere. Derudover fremhæver Socialtilsynet os for at prioritere løbende faglig udvikling gennem deltagelse i kurser, ledelsesnetværk og eksterne sparringsforløb med fokus på økonomi, jura og HR.

Vi glæder os til at fortsætte vores arbejde med samme engagement og fokus på at skabe de bedste rammer for både borgere og hjælpere.

Fakta om Socialtilsynet

Socialtilsynet er ansvarligt for at godkende og føre tilsyn med de organisationer og virksomheder, der håndterer arbejdsgiverrollen for borgere, som har ansat en personlig hjælper gennem en borgerstyret personlig assistance (BPA)-ordning.

Formålet med tilsynet er at sikre, at de tilskud, der gives til ansættelse af hjælpere og BPA, anvendes korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen. Tilsynet har også til opgave at fremme borgernes tryghed ved at sikre, at aftaler om overførsel af tilskud efter servicelovens §§ 95 og 96 bliver indgået på en ordentlig måde.

En godkendelse fra Socialtilsynet er dermed en nødvendighed for, at en forening eller virksomhed kan påtage sig arbejdsgiverfunktionen i BPA-ordningerne, som er reguleret af lov om social service §§ 95 og 96.